Fernisering november 2017

Fernisering lørdag den 4. november 2017, kl. 13-16.

ART10 præsenterer i november 2 nye kunstnere.

Maleren Eliska Mauleova som stammer fra Tjekkiet og keramikeren Lajla Holm med eget galleri i Fåborg.

 

Eliska Mauleova har boet i Danmark siden 2012. På udstillingen vises Eliska akrylmalerier og tuschtegninger, som afspejler hendes fantasi og glæde af at skabe fantastiske dyr og sceneri. Eliska siger: ”Jeg henter tit inspiration i naturen og leder efter de sjove elementer i alle udtryksformer”. Eliska er en omsorgsfuld, omhyggelig og meget humoristisk person, og specielt de to sidste egenskaber kommer til udtryk i hendes billeder.

Eliska fortæller videre. ”Jeg har beskæftiget mig med kunst hele mit liv og har kunstnerisk uddannelse fra kunstskole Jagellonska, Tjekkiet”.

Eliska har deltaget og vundet mange nationale og internationale kunstneriske konkurrencer. Især stolt er hun af den tjekkiske nationale pris „Zlaty orisek”, som hun fik i 2001 fra Dagmar Havlova (tidligere præsident Vaclav Havels kone) som pris for sit hidtidige kunstneriske arbejde. Derudover har hun udstillet i Tyskland.

Lajla Holm, keramiker, har eget værksted og galleri i Fåborg og er medejer i et galleri i Svendborg. Lajla arbejder som keramiker, både skulpturelt og med den spændende glasur Kobber Mat. Gennem mere end 10 år har hun arbejdet som autodidakt keramiker, sideløbende har Lajla deltaget i kurser bl.a. på Århus kunstakademi.

Lajla udtaler ”Mine værker er primært skulpturelle. Jeg er meget fascineret af menneskets udtryksformer, kropssprog, ansigtsudtryk og håndtegn. Det er her jeg henter meget af min inspiration. Jeg arbejder gerne ironi, humor eller en tvist ind i mine værker og elsker når tingene bliver vendt lidt på hovedet”.

Lajla er også fascineret af glasurens farvespil, især gennem en raku brænding, hvor hun ikke helt har kontrollen og magien opstår. Lajla har udstillet mange steder gennem de sidste 10 år.